Christoffer 1.

Fra Spademanns Leksikon, den både frie og sande virkelighed
Spring til navigation Spring til søgning
DanskRigs.jpg
Den lede Christoffer (tv.) griner ad en dame i nød (th.).

Christoffer 1.[1] blev født i 1219 (det var vist en onsdag - vi ved det ikke), døde 40 år senere, ja, i 1259 må det jo så blive.

Han var en alsidig herre med mange talenter, der ville gøre den onde selv misundelig, som du vil se, hvis du ikke allerede har klikket videre.

Vi nævner i flæng:

  • tronraner
  • tilsviner
  • afpresser
  • konspirator og ikke mindst
  • konge af Danmark!

Den onde selv endte da også med at kalde Christoffer hjem i utide, så han lige kunne få et par staldtips.

Chris, en tronraner[redigér]

Da Abel (kongen, ikke Kains bror) døde vildt og pludseligt i 1252, opholdt sønnen Valdemar sig på sit chauteau[2] i Frankrig og hyggede sig med lidt vinsmagning. Da posten endelig nåede frem med nyheden, kastede Valdemar sig op[3] på hesten og red mod Danmark. Men ak, så langt nåede han ikke. Næ, i Tyskland blev han taget til fange af selveste ærkebipsen, Konrad Angela Lotharssøn af Merkelborg, det ukristelige udyr. Så måtte Valdemar sidde og kukkelure i det utyske i næsten et år.

Imens tilranede Abels bror Christoffer sig kongemagten. Oh ve! Hvilket spind af konspirationer og nederdrægtigheder vort troskyldige barnehjerte må skue! Nu må det da snart stoppe?

Bouncywikilogo.gif
Humor-encyklopædien Wikipedia har en parodi-artikel om Christoffer 1..

Spademanns leksikon vil på ingen måde antyde, at Christoffer stod bag denne nederdrægtige forsinkelse af Valdemar og brugte tiden til at tilrane sig tronen. Næh! Vi siger det ligeud! URENT TRAV! Det tør vi nemlig godt... Christoffer er jo død og borte. Host!

Tilsvining ved hjælp af kristendom[redigér]

Martyrkåring[redigér]

Christoffer fortsatte sine svigefulde ondskabsfuldheder. Han satte alle ressourcer ind på at få helgenkåret Erik Plovpenning, som Abel jo havde halshugget i Slesvig. Det var ikke så meget for Erik P.'s skyld, som for at få Abel stemplet som en gemen brodermorder. Og unge Valdemar var jo Abels søn, ikke? Du kan godt se det for dig, ikke? En søn af en morder kan da ikke blive konge, vel?

For at Erik P. kunne helgenkåres, måtte der ske mirakler ved hans grav. Tryllekunsterne var knap så veludviklede dengang som i dag, men heldigvis viste det sig, at mordtrusler, legemsbeskadigelse og afbrænding af marker og ejendomme, kunne vriste troværdige vidneforklaringer ud af enhver. "Hvis kong Erik er hellig, så lad ham rive øjnene ud på mig og gøre mig gal!"

~ Tvivleren Karl Kanne fra Skåne

Ja. Det sagde han sgu! Og vupti! Stakkels Karl fik revet øjnene ud, blev tortureret vanvittig og fik tungen trukket ud. Miraklet var sket!

I 1258 var papirarbejdet i orden, og paven anerkendte kong Eriks martyrdom. For en tid.

Ærkebipsen Erlandsen[redigér]

Ærkebispen.

Det var ærkebipsen i Lunds opgave at krone kong Christoffers søn, som også hed Erik[4], til medkonge. Men gu' ville han da ej! Han holdt nemlig med Abels søn Valdemar og anerkendte ikke Christoffer som konge.

Hvad gør en klog? Det kan vi ikke svare på, men vi ved hvad Christoffer gjorde. Kirken havde også en anelse om, hvad der var på vej. Så de udstedte i 1256 et interdikt, der betød totalt gudstjenesteforbud[5], hvis en bips led overlast.

Nu brød Christoffer sig ikke om at få beskidte hænder, så han lod nogle tyske krigere indfange ærkebipsen og smide ham i fængsel. Der gik lidt halloween i det, da de klædte bipsen ud med en damekjole og en rævepels på hovedet. Kirken lyste Christoffer i band, så han hverken kunne døbes, giftes eller begraves. Det lille pus.

Krig i Norden[redigér]

Og mens Christoffer sad mut tilbage, udøbt, ugift og ubegravet, gik Norge og Sverige til angreb på lille Danmark, dvs. Halland. Efter noget håndgemæng faldt gemytterne dog til ro.

Bondeoprør[redigér]

Så blev der fandenfiseme bondeoprør i Danmark! Pis og ballade dagen lang! Lille Chris slog bønderne ned med hård hånd, og alt åndede atter fred og idyl. Indtil...

København indtages af tyskerne[redigér]

Uden så meget som et oprop overfaldt tysken København under ledelse af fyrst Jaromar 2., den lede nazitype. Christoffer var straks klar til at forsvare den bette købstad, rejste sig op, bøvsede af og udbrød:

Aaaaargh![redigér]

... Og faldt død om! Den 29. maj 1259 drog Christoffers hjerte sit sidste, lede suk i Ribe, hvor der ellers er så rart.

Efter lidt søgen fandt man en præst, der ikke var medlem af Dansk Prækeriarbejderforbund, og som derfor var villig til at sige et par bevingede ord over sin døde konge. Og hælde lidt jord på. Og danse på graven. Og rende efter dronningen. Og sove den ud i vinkælderen.

Til gengæld valgte paven at skyde en hvid pind efter martyrkåringen af Erik Plovpenning. Bare for at ærgre lille Chris, der hjælpeløst måtte se til nede fra det dybeste, ondeste, sorteste helvede.

Nu stander København i våde... Hvordan skal det mon gå? For Danmark? For København? For FCK? I lottotrækningen? Vi ved det virkelig ikke, før vi læser om Erik Klipping. Men det afsnit skal jo lige skrives først.

Undersåtter[redigér]

  1. Ja, ok, Christopher Columbus var måske den første Christoffer i Amerika, men nu er det altså Danmark vi er i gang med. Hrmmmff.
  2. Er i følge Prins Henrik det samme som et slot, bare med vinkælder.
  3. Det er meget sjældent, at nogen kaster sig selv op. Det plejer at være hotdogs og guldøl. Men godt så...
  4. Erik, var på top ti-listen over drengenavne på det tidspunkt, lige efter Valdemar og Knud.
  5. Hvilket i dagens Danmark ville ramme højst 200 personer, alle over 80 år. Nå, ja, gudstjenester omfatter selvfølgelig også dåb, bryllup og begravelse. Mon ikke det var dengang man startede med borgerlige vielser?