Jelling

		Gamle ridderlige Jelling!
	Ib Schønberg

Jelling by ligger 105 meter over havets overflade, så man kan godt være lidt svimmel, når man kommer ud fra værtshuset. Byen som sådan har kun 3.300 indbyggere, hvoraf de 319 er venstrehåndede og en enkelt er svensker. Der er også tre rødhårede, men vi kan desværre ikke afgøre om gulvtæppet passer med gardinerne, om man så må sige, da de ikke går hjem med hvem som helst.

Jelling ligger så tæt på Vejle, at man kan blive helt svedt ved tanken. De var en af de første kommuner i Danmark, der indførte trådløst netbånd, så landmændene kunne sidde og opdatere Facebook i stedet for at pløje markerne.

Men det er ikke byen Jelling som sådan, der er røget med på UNESCO's verdensarvsliste. Nej, det er Jelling Kirke og Jellingestenene.

Men lad os tage dem en ad gangen, som sultanen sagde i haremmet.

Selv om den ene høj er højere end den anden kan man godt se den ene.

De to høje

Der ligger to høje i Jelling. De er ikke lige høje. Den ene høj er højere end den anden høj.

I den store høj, som kaldes Thyras høj, lå kong Gorm engang begravet. Men det gør han ikke mere. Han er nemlig blevet bortført af nogle anderledes troende. Det vender vi tilbage til, som yo-yo'en sagde.

Thyras høj er grundlagt på en grav fra bronzealderen, så man ikke behøvede at starte helt fra bunden af, det gider vi danskere sgu ikke. Højene er lavet af det fineste muld, hvor lag på lag er blevet fragtet fra nær og fjerntliggende marker. Inden i har der så været et sødt lille gravkammer af træ, hvor de kongelige højheder kunne ligge lige så stille og fise den af. Men gravkammeret var meget sparsomt møbleret, hvilket man så da man udgravede det for flere hundrede år siden, så man tror ikke rigtig der har levet nogen. Nu er kammeret ødelagt på grund af arkæologer og andre gravrøvere, ikke mindst Frederik 7., der med større eller mindre dygtighed har skovlet huller i det hele.

Den anden høj er tom. Gorms høj. Man har gravet, til den udenlandske arbejdskraft blev helt blå i hovedet og øm i de svulmende overarme, men ikke fundet noget. Dér skulle Thyra ellers have ligget og støvet, men det ser ikke ud til, at der nogensinde har ligget nogen. Nå, det kan være man finder noget, næste gang man gennempløjer Thyra højen.

Rundt om højene har der været rejst sten med form som et skib. Længden har været omkring 354 m. Så det er fløjtenfiseme en genoldig stensætning! Det må have taget flere dage at slæbe alle de store sten på plads, uden traktor. Det er først for nylig, man har anerkendt størrelsen af skibssætningen. Ellers har man altid troet, at det bare var sådan noget smålort som en snoldet lokal høvding kunne skrabe sammen.

På bagsiden af Danmarks dåbsattest har runemesteren taget sig den frihed at hugge Jesus ud i en hel masse snoreværk. Man ved ikke hvorfor, han har måske bare været sur den dag.

Jellingstenene

Der er to sten i Jelling. En stor sten og en sten, der ikke er helt lige så stor. Den store sten er rejst af Harald Blåtand for at fejre hans døde far, Gorm den Gamle, der desværre er død. Og for at blære sig af, at han havde gjort danerne kristne. Noget der heldigvis gik over med tiden. Der står:

		Kong Harald bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder - den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne
	Den ene jellingsten

Det kunne han jo sagtens sige, søde Harald, men snart efter blev han myrdet af folk, der var knap så kristne som ham selv, så det var to skridt frem og tre tilbage.

Den lillebitte sten, der ikke er så lillebitte endda, er rejst af Gorm selv som et minde over fru Thyra, der døde tidligt, før år 958 i hvert fald. Den lyder sådan her:

		Kong Gorm gjorde disse kumler efter Thyra sin kone Danmarks bod
	Den anden jellingsten

Det er første gang, navnet Danmark nævnes inden for rigets grænser. Hvad det lige var for en bod Thyra havde, ved vi ikke i dag, men det har nok ikke været en gavebod, det var hun for nærig til.

Man har lavet en kant af sterlingsølv i gulvets udsmykning lige dér hvor Gorms kranium ligger og lugter. Resten er god svensk granit, næsten ikke til at futte af.

Jelling Kirke

Jelling kirke er lavet af frådsten. Det lyder selvfølgelig ulækkert, men det er ikke så slemt. Den er bygget omkring år 1100, så der er hverken termoruder eller solcelleanlæg. Før stenkirken blev bygget, har der ligget en trækirke på stedet. Den brændte ned. Og før den, en anden trækirke. Som også brændte ned. Og før den, en tredje trækirke. Ja, rigtigt... nedbrændt.

Den oprindelige trækirke blev bygget af Harald Blåtand, der havde besluttet sig for at omdanne kongernes Jelling til de kristnes Jelling. De hedenske høje fik lov at blive stående, men farmand Gorm blev med vold og magt sat ud fra sin dejlige nordhøj og genbegravet under kirkegulvet, hvor han lå og lugtede grimt, indtil kirken blev brændt ned. Hver gang man byggede en ny kirke, byggede man den oven på Gorm, så lugten flyttede med. Ved samme lejlighed vippede kong Harald hele skibssætningen ned i en dertil nygravet grøft, så al den forbandede hedenskab kunne forsvinde fra Jelling.

Jelling Kirke blev sammen med Jellingstenene og de to gravhøje optaget på UNESCOs Verdensarvsliste i 1994, hvor den blev ugens højdespringer. Den Lille Jellingsten og gravhøjene symboliserer ase-troen, mens Den Store Jellingsten og kirken symboliserer den nye tro, kristendommen. En brydningstid, som man siger.

Er vi helt sikre på det?

Overhovedet ikke. Onde tunger påstår, at man aldrig ville grundlægge en kirke oven i knoglerne af en hedning. Næ, det er nok Harald Blåtand selv, der ligger og lugter under gulvbrædderne. Hvor Gorm er henne? Han er nok blevet gravet op af gravrøvere, stødt til pulver og solgt som potensfremkaldende middel til tykke danskere med fertilitetsproblemer.