Christian 9.

Fra Spademanns Leksikon, den både frie og sande virkelighed
(Omdirigeret fra Christian 9)
Skift til: navigering, søg
DanskRigs.jpg
Hvem skulle tro at denne herre holdt med Tyskland hver gang der var fodbold i fjernsynet?

Christian IX (8. april 1818 - 29. januar 1906) Konge af Danmark 1863-1906.

Det var på ingen måde skrevet i Sol, måne, stjerner eller Kupon Nyhederne at Christian af Glücksburg skulle være konge da han blev født i 1818. Som søn af en skodtysk greve med familiære relationer til det efterhånden lettere indavlede Oldenborgske kongehus kunne Christian tillade sig sig at snobbe den lidt i forholdsvis ukendthed. Han fik et officersjob efter at have uddannet sig på militærakademiet i København.

Til trods for at han var pølsetysker af afstamning var han ikke helt tabt bag af en vogn. Han vidste at han nok aldrig ville blive super-magtfuld, men at han havde udseendet til at få hapset nogen med magt. Så han prøvede at score den unge Dronning Victoria, men fejlede så grusomt at det menes at have påvirket hendes senere mistro mod danskerne. Christian lod sig dog ikke gå på, men giftede sig med sin fjerne slægtning Louise (de europæiske kongehuse har altid været stærkt inspirerede af den mellemøstlige og sydstatsrelaterede tradition for fætter-kusine ægteskaber), et giftermål der på sigt ville sikre den ambitiøse skabstysker en krone på hovedet og endu flere i lommen.

Da Christians velynder Christian 8. døde i 1849, gik den unge officer med store forhåbninger i maven. For der rumsterede planer rundt i hans kønne hovede. Planer om at gennemføre det som de tysk-romerske kejsere aldrig havde formået, selv ikke med intern hjælp (Se Knud Lavard). Han ville gøre Danmark til det nye tusindårsrige, og på sigt indlemme dele af Tyskland, Rusland, Norge, England, Grækenland & Sverige. Og det uden at bruge andet end hans noget så hotte überskæg. Men hans plan00 ville aldrig virke, hvis han bare var en beskeden lille officer. Så han blev meget bitter da hans velynder i ren og skær nepotisme valgte sin søn til efterfølger frem for Christian selv.

Sønnike, Frederik 7. viste sig dog at være en eminent populist der med sine mange ægteskaber, kærlighed til druk, jagt og dovenskab hurtigt viste sig at være lidt for populær for den unge tronprætendants smag. Til trods for ivrig modstand understøttet i hemmelighed af Christians pølsetyske forbindelser lykkedes det for den fedladne Fritz at gennemføre en fri forfatning og dermed begrænse sin egen magt. Christian, der på dette tidspunkt var blevet ør af militærmagtens sødme, udmanøvrerede smidigt sine modstandere i kapløbet ved at trække på sin families forbindelser blandt stormagterne i bedste mafia-stil.

Så da den efterhånden fedladne men ovenud populære Frederik 7. endelig kreperede i 1863, hapsede Christian kronen, og for første gang siden Frederik I var der en ikke bare tysksindet, men også tyskblodet stabejs der sad på Danmarks trone. Og som H.C. Andersen sagde om hele affæren i sin semi-biografiske novelle "Klods-Hans" (der fejlagtigt er blevet tolket som et uskyldigt eventyr, men i virkeligheden er bidende satire over Christians vej til tronen) "Og det kunde han godt liide!".

Knapt nok havde Christian sat sig i kongestolen for en sær, maniodepressiv fyr i et jakkesæt troppede op og bad ham underskrive et eller andet dokument. Da Christian ikke ville fremstå som diskriminerene mod folk med svære mentale lidelser, skrev han straks under. Dette vidste sig dog at en fejltagelse, da dokumentet var Novemberforfatningen, og en flok vrede tyskere stod og ville vide hvorfor Slesvig pludselig var dansk.

Christian ville nu gerne have sagt pænt undskyld tusind, og erklære at sådan en fejl kunne ske for selv den bedste, og love højt og helligt han da straks ville rette op på den. Men den maniodepressiv fyr bad ham eftertrykkeligt klappe kaje, og lade far her rage kastjanerne ud af ilden. Et par måneder senere stod den tyske hær med støvlerne dybt nede i den jyske muld og størstedelen af den danske hær var ophørt med at eksistere. Pis!

Desperate situationer kalder på desperate løsninger, så Christian kontaktede straks Otto von Bismarck.

30px-Cquote1 svg.png Pssst... Jeg har et dejligt, billigt og velfungerende land her! Det kan erhverves til en billig, billig pris der lyder "For Gud's skyld! Lad vær' med at angribe os!!!" 30px-Cquote2 svg.png
Christian giver den som brugvognsforhandler


30px-Cquote1 svg.png Nej tak. Det er grimt og nedslidt, og jeg er kun interesseret i at få baghjulene gratis, så dem tager jeg bare. Desuden kan jeg ikke lide farven. 30px-Cquote2 svg.png
Jernkanslerens svar


Og således tabte Danmark Slesvig, Holstein og Lauenborg og var således officelt en miniput stat. Dobbelt pis!

Christian besluttede sig derfor at redde hvad der reddes kunne, og han gik igang med at konsolidere sin magt, og i bedste diktator-stil begyndte han at forvrænge de tiltag den forrige administration havde gennemført. Han bearbejdede forfatningen til et punkt hvor det politiske system var domineret af dem med store ordener men snævert verdenssyn, (og endu mindre fallos. Mens han lod folkestyret passe sig selv, fokuserede han på sin imperiebygning. Gennem giftermål spredte han sine gener og sin indflydelse ud i alle egne af Europa, indtil han af sin gamle flamme Dronning Victoria fik smædenavnet "Europas Svigerfar", en smædetitel han dog tog til sig, og fik registreret som et personligt brand (Og som stadig er beskyttet af dansk varemærkelovgivning). For at blære sig overfor sine gamle militærkammerater fik han en lovende maler, Laurits Tuxen, til at male et gruppebillede der for alvor cementerede hvor mafiosoagtig officerssønnen var blevet på sine ældre dage.

Laurits Tuxen tvang samtlige Europas kongelige til at stå stille på Bellevue strand i den stegende sol